Slide9
Slide1
Slide6
Slide9
Slide8
Slide4
Slide9
Slide2
Slide5
Stf 153

Lokalhistorisk forening for Kegnæs Sogn

Arkivet blev påbegyndt i 1978, og siden har frivillige indsamlet dokumenter og billeder/fotos, for at dokumentere og synliggøre fortiden for fremtiden.

Kegnæs lokalhistoriske Forening blev stiftet i 1981 og her idag ca. 300 medlemmer.

Et medlemskab koster p.t. 30 kr./år og opkræves i perioden april til juni.

Foreningen driver det lokalhistoriske arkiv for Kegnæs Sogn, d.v.s. at arkivet indsamler, registrerer, arkiverer, og formidler arkivalier, kort, billeder, bøger  m.v. af lokalhistorisk interesse.

Foreningen afholder møder, foredrag og udstillinger.

Derudover arrangerer Lokalhistorisk forening årligt en udflugt i samarbejde  med Kegnæs Efterløn- og Pensionistforening, Disse to foreninger står for udflugten på skift. Vi er med i samarbejdsorganisationen SKLA, der er et samarbejde mellem Sønderborg Kommunes 14 Lokalhistoriske Arkiver. Der er mange spændende oplysninger på SKLA´s hjemmeside og er absolut et besøg værd.
Besøg hjemmesiden ved at følge dette link: www.skla.dk.

Smid ikke papirer og billeder væk!

Dine fotos og dokumenter kan være med til at tegne et billede af fortidens og nutidens Kegnæs for eftertidens generationer.

Det hele bygger på frivillighed – for dig der afleverer materiale til lokalarkivet og for de der holder liv i Lokalhistorisk forening for Kegnæs Sogn. Lokalarkivet er interesseret i personlige papirer så som attester, breve, dagbøger, næringsbreve, regnskaber, soldaterbøger, pas etc. Altså kort sagt papirer, der fortæller om enkeltpersoner og familier.

Det kan også være ejendomspapirer, bygningstegninger, skøder m.m. Også foreningspapirer som sports-, borger-, politiske- og kulturelle foreninger har interesse. Billeder med f.eks. portrætter af beboere i lokalområdet, sportsbegivenheder, skolebilleder, huse og gårde gør god gavn i arkivernes billedsamling. Det er svært at vide, hvad der kan have interesse om f.eks. 100 år.

Måske har de papirer, dokumenter, fotos m.v., du er ved at kassere, interesse for vores efterkommere. Hverken du eller vi kan ikke vide det, og derfor vil vi opfordre dig til at kontakte lokalarkivet før du kasserer, så vi kan få en snak om, hvad der måske kan have interesse for eftertiden. Når du har afleveret dit materiale i arkivet , bliver det pakket i specielle arkivkasser, som giver de bedste muligheder for bevaring.
Materialet bliver også registeret, så interesserede kan finde frem til det … også om 100 eller 200 år.

Dit bidrag vil være med til at bevare historien for eftertiden og være med til at bevare den fælles lokale historie på Kegnæs.