Stormflod 1872

Det følgende er skrevet med latinske bogstaver i stedet for det oprindeligt gotiske i det lille hæfte, der blev udgivet dengang for længe siden. Trykt hos J. Cl. Pingel i Sønderborg.

Om Stormfloden paa Kegenæs den 13. november 1872

De mange sørgelige beretninger, der foreligger om de forfærdelige ødelæggelser, som stormfloden den 13. november har anrettet trindt omkring ved Østersøens kyster, har opfyldt alles hjerter med bekymring og deltagelse. Men de færreste kender dog endnu ulykkerne i hele deres omfang eller kan gøre sig en klar forestilling om de gyselige lidelser, som de stakkels vandlidte har udstået og den forfærdelige dødsangst, hvori så mange af dem har været, og, det er i håbet om, at alt hvad der fremkommer til nærmere belysning heraf, yderligere vil vække interessen og sympatien for de vandlidte, at denne korte fremstilling nedskrives. Den indeholder kun et og andet om stormfloden på Kegnæs, men kunne den dog måske medvirke til at skaffe de mange rundelige gaver, der strømmer ind til de vandlidte fra alle sider, da ville den hensigt, hvori den er nedskrevet, være opnået.

I Østerby på sydsiden af Kegnæs ligger møller Duus’ hus i den lavning, der med større og mindre bredder strækker sig omtrent en halv mil, først mod nord, siden mod vest ind i landet. Denne lavning, Hartsø-lavningen, har om vinteren været fyldt med ferskvand, som til sine tider har kunnet stå næsten op til møllerens hus, men mod vandet fra havet har den været beskyttet med ret store sandbanker, som naturen har dannet langs strandkanten.

Ferskvandet i lavningen har udløb til havet igennem en bæk, der aflukkedes ved en stor dobbeltsluse, når højvandet kom, og således forhindrede dette gennem bækken i at løbe ind i lavningen. Mølleren anbragte om foråret en såkaldt vandsnegl i bækken, der bevirkede, at alt vand skaffedes ud af lavningen, og ikke blot han selv, men en stor del andre jordejere på Kegnæs fik derved deres jorder fri for vand, og navnlig fik de adgang til de forskellige tørvemoser, der findes i lavningens vestlige del og har så meget større værdi for hele Kegnæs halvø, som denne er ganske blottet for skov.

Således omtrent var forholdene ved Hartsø-lavningen før stormfloden, og de brave Kegnæsbeboere var lykkelige ved at kunne skaffe sig et tarveligt erhverv gennem deres arbejde og vindskibelighed, men nu er sandbankerne ved Østerby gennembrudt, den store dobbeltsluse splintret i stykker og hele Hartsø-lavningen forvandlet til en stor saltvandssø, der kun ved kostbare inddæmningsarbejder atter vil kunne udtørres.

Ved de forskellige så mærkeligt sammenstødende omstændigheder var vandet allerede i nogle dage i uhyre mængder af vind og strøm drevet ned gennem Kattegat til Østersøen. Højvandet havde været i stadig tiltagende ved Kegnæs allerede den 10. november, og nu rejste der sig en orkanagtig storm fra nordøst, som helt oppe fra den finske bugt førte de uhyre vandmasser i rasende fart over i Østersøens vestlige del. Men endnu den 13. november om formiddagen, da bølgerne hævede sig tårnhøjt mod Østerbys sandbanker og piskede deres skummende fråde ind over land, da så vel de stakkels beboere, at det var et Guds vejr, som i mands minde ikke var oplevet; men ingen anede dog de skrækkelige ødelæggelser, som det ville anrette. Dog, højvandet steg bestandig mere og mere, og på en gang brød det på et enkelt sted ind over sandbredden og væltede sig i ødelæggende strømme ned over Hartsølavningen.

Møller Duus var netop dengang i færd med at bringe sine kreaturer i sikkerhed og redde sit bohave op på loftet i sit hus, og hans svigersøn boelsmand Christian Møller og dennes nabo boelsmand Mathias Mathiessen var ilede til for at hjælpe dem. Hestene var netop spændte for vognen for at køre bort med tre svin bagi denne, da de så det vældige hav bryde ind over sandbanken. “Nu af sted for at frelse livet”, råbte møller Duus, idet han fik sin kone og pige op på vognen og kørte af sted med denne gennem det stadig stigende vand. De to boelsmænd fulgte et stykke med vognen for at støtte den; men de var næppe kommet 100 alen fra møllehuset, før havet brød igennem sandbankerne lige i højde med dette, og inden de havde nået den endnu kun 100 alen længere henne liggende landevej, slog en så voldsom vandmasse ind omkring dem, at hestene og vognen begyndte at flyde, og de to boelsmænd måtte redde sig op på et stengærde ved siden af vejen. Det gav et ryk i vognen, da den begyndte at flyde i de oprørte vandstrømme, så møllerens kone nær var faldet af den.

I samme øjeblik opdagede de, at den bro, der på landevejen førte over bækken fra Hartsølavningen var fuldstændig under vand og til dels bortskyllet, og derover førte den eneste vej op til det højereliggende land. Det var et rædselsfuldt øjeblik, en dødsgysen gennemfor dem alle, det var som om alt håb om redning var ude. Men møller Duus tabte dog ikke besindelsen, han piskede på hestene, og det lykkedes at nå over på en lille sandbanke af vejen, der endnu dannede ligesom en lille ø midt i de frådende bølger. Her var livet for øjeblikket reddet; men hvem vidste hvor længe? Vandet steg bestandig mere og mere, og det øjeblik kunne måske være nær, da de høje søer ville slå op og rive dem med sig i deres kolde favn. Dog møller Duus holdt modet oppe i sig selv og de modfaldne kvinder. Hestene spændtes fra vognen og blev bundet til denne, og oven på to store høhæs, der kom flydende og strandede på den lille ø, fik han de to kvinder anbragt, så de nogenlunde kunne holde sig varme ved at dække sig ind i høet, mens han selv holdt varmen ved at sammenbære bohave af alle slags, der af bølgerne kastedes op på sandbanken.

Men bestandig steg vandet, og når de ulykkelige mennesker ængstelige spejdede efter redning, mødte deres blik kun de tårnhøje bølger, der ødelæggende væltede sig ind over landet, mens nordveststormen piskede det frådende bølgeskum højt gennem luften. Faren steg med hvert øjeblik, den lille ø, hvor de vare, blev mindre og mindre. Vandet nåede allerede toppen af sandbanken, og kvinderne vare netop kommet ned af høhæssene og holdt sig fast ved vognen, da en voldsom sø slog ind over dem og rev såvel de store høhæs som alt det af mølleren indsamlede bohave med sig i det vilde hav. Det var et Guds under, at de blev reddede, og da søerne vedblev at skylle ind over banken, ville det sikkert have været ude med dem, når ikke samtidigt den ene side af et hustag var kastet ind på sandbanken og satte sig fast der. Ovenpå dette tag satte de sig nu og søgte ved deres vægt at trykke det fast til jorden; men hver gang bølgerne slog ind over sandbanken, lettede taget trods deres anstrengelser for at holde det tilbage, og det så dog altid ud som om bølgerne ville rive dem alle med sig i det åbne hav.

Således forløb time efter time i den frygtelige kamp om livet med de oprørte bølger; men netop da det var blevet dem klart, at øjeblikket nærmede sig, da de ikke længere kunne stride imod, men måtte bukke under i den ulige kamp, netop da begyndte vandfloden at falde og nyt håb om redning oplivede atter deres sunkne mod. Vandet stod dog endnu højt op omkring dem til alle sider, mørket var alt for længe siden indtrådt, og de voldsomme brændinger bruste endnu med frygtelig kraft ind over det overskyllede land. Ville nogen vove sig ud for at redde dem, og kunne et sådant forsøg lykkes? Eller ville vandet falde så meget, at de selv kunne forsøge at redde sig over det? Disse to spørgsmål gentog de stadig for sig selv uden at turde håbe på, at de ønsker, de indeholdt, ville gå i opfyldelse. Stormen rasede uafbrudt, og den gennemisnede dem i deres dyngvåde klæder, hunger og anstrengelser havde afkræftet dem, og nu, da vandfloden syntes at ville spare deres liv, stillede den fare sig i udsigt for dem, at de kunne omkomme af kulde og udmattelse, inden befrielsens time kunne slå. Time efter time gik atter hen. Møllerens pige faldt flere gange sammen som i afmagt; men mølleren ruskede i hende, satte mod i hende og i sin kone og søgte på enhver måde at holde deres livsånde i virksomhed. Men stundom måtte selv han håbløst folde sine hænder og mistvivle om frelsen. Først klokken 12 til 1 om natten, efter at de i 13-14 timer havde svævet mellem liv og død på den lille sandbanke, lykkedes det behjertede folk at redde dem alle tre i en yderst forkommen tilstand.

De to boelsmænd Christian Nielsen og Mathias Mathiessen, der havde reddet sig op på stengærdet ved landevejen, dengang møllerens vogn begyndte at flyde, fulgte omtrent 100 alen henad dette, da de kom udenfor Thomas Engelbretsens hus, hvor manden og konen med deres 4-årige barn havde reddet sig op på loftet. “Kom herop til os”, råbte Engelbretsen til dem, men da de i følge denne opfordring arbejdede sig tværs over vejen, rev en vældig sø Nielsen omkuld, og havde Mathiessen ikke fået fat i ham og holdt ham oppe, var han næppe blevet reddet; nu lykkedes det dem begge at nå huset og komme op på Engelbretsens loft. Men der skulle de heller ikke længe føle sig sikre. Vandet stod allerede højt i den nederste del af huset, og da de voldsomme søer kort efter bortrev et lille sidehus til dette og bragte selv stuehuset til at vakle, da blev det dem klart at kun en hurtig flugt fra huset kunne redde dem – ja, måske var det allerede for silde. Det var et rædselsfuldt øjeblik; men de uforfærdede mænd fandt på råd. Ved hjælp af en lægte reddede de sig alle over på en halmstak, der stod bag ved huset, og fra denne igen op på en lille sandbanke bag ved. Mathiessen var foran og hjalp de andre efter sig; Nielsen stod halvt nede på loftstrappen for at modtage barnet, som faderen rakte ned til ham, og lige som han skulle tage det slog en sø mod trappen, så den nær var styrtet sammen, og barnet faldt ham ud af hænderne; men han vandt hurtigt det tabte fodfæste igen og greb barnet ret som det nåede vandet – et øjeblik senere ville den lille have været bølgernes rov.

Endnu mens de to boelsmænd var på stengærdet uden for Engelbretsens hus, blev de tilråbte af Mathias Iversen og kone, der boede i det nærliggende hus, at de skulle komme dem til hjælp med at redde deres bohave op på loftet. “Nu er der ingen tid til at tænke på bohave”, råbte Mathiessen, “se at komme herover, det gælder om at redde livet”. Men de to ægtefolk fulgte dem ikke, de ville atter ind i deres hus, og først da de fem mennesker fra Engelbretsens hus var kommet op på sandbanken bag ved, såe de Mathias Iversen, der med sin kone i sine arme og en lille kurv i hånden søgte at arbejde sig igennem vandet over til sandbanken. En voldsom sø slog dem omkuld, men de rejste sig tildels igen og kom nærmere, samtidigt med at folkene oppe på sandbanken ved at tage hinanden i hånden dannede en kæde, således at den bageste holdt sig fast oppe på banken, medens den forreste vadede ud i vandet lige til halsen og rakte hånden ud for at få fat i Iversen og hans kone. Også disse strakte armene frem efter deres hjælp og var allerede kun et par alen fra den forreste af disse, da nye frygtelige søer atter tumlede dem omkuld og rev dem bort med sig, lige tæt forbi alle dem på sandbanken, uden at det var disse muligt at yde dem hjælp. Flere gange kom de ulykkelige til syne over bølgerne, og man så, hvorledes de klamrede sig fast til hinanden for ikke at skilles ad i døden; men tilsidst forsvandt de i den voldsomme brænding ned i Hartsø-lavningen. Endnu har man ikke fundet deres lig, skønt alle eftersøgelser ere foretagne. I den lille kurv, de medførte, mener man, at de havde gemt nogle penge, som de selv og deres voksne børn havde sammensparet sig ved deres flid og møjsommelige arbejde; men kurven er forsvundet med dem i deres våde grav.

På sandbanken bag Engelbretsens hus stod imidlertid de stakkels 5 mennesker ængstelig ventende på, hvad der skulle komme. Moderen havde sin nød med at skærme barnet mod kulden og bølgeskummet, som stormen sprøjtede ind over dem; men da en kiste uden låg kom drivende til dem, blev den vendt med bunden mod søerne, og inden i den satte hun sig med barnet, medens mændene søgte lidt læ ved at holde en opskyllet dør foran sig. Flere lange timer gik hen, vandfloden steg højere og højere, og søen slog jævnlig helt ind over dem så selv moderen med sit barn i kisten blev gennemisnet i det kolde bad. Bølgerne havde allerede skyllet græsset bort rundt omkring på sandbanken, hvorpå de stod. Den faste banke forvandlede sig mere og mere til en løs sandhob, og de så med rædsel, at det øjeblik kunne komme, da de rasende vandstrømme ville rive sandbanken bort under deres fødder og hvirvle dem bort med sig. Da mørket faldt på, sagde en af dem til Nielsen: “Se nu, hvad klokken er, for nu er det sidste gang, vi kan få det at se”. Og i sandhed, de ulykkelige mennesker kunne ikke vente, at det skulle blive mere dag for dem, så fortvivlet var deres stilling. Men de styrkede hinanden i mod og udholdenhed og i håbet om, at den almægtige nok ville komme dem til hjælp, og da vandet omsider omtrent klokken 5 1/2 begyndte at falde, da priste de Gud, der nu lod dem øjne en udsigt til frelse. Faren for at blive revet bort af bølgerne svandt mere og mere; men det gjaldt om i de våde klæder og den kolde storm at holde ud, til redningstimen kunne slå; den stakkels kone sad frygtelig forkommen inde i den omvendte kiste med sit barn, men Nielsen fik hende ud, satte mod i hende og valsede rundt på bakketoppen med hende, så længe til hun fik varme i blodet. Og det kunne hun sandelig trænge til; thi der var endnu mange, lange, lange timer tilbage, inden frelsen skulle komme.

Inde i Østerby kro havde der i løbet af eftermiddagen samlet sig en del mennesker, der rådslog om, hvorledes man skulle redde de ulykkelige folk, der var ude på sandbankerne. Alle bådene i Østerby var imidlertid bortskyllede eller knuste i brændingerne, så der måtte sendes bud til Lillehavet (Høruphav) efter en båd, som skulle køres over land til Østerby. Båden var allerede kommet, men der var ingen af de tilstedeværende, som forstod at føre den, og man var lige nær. Da kom omsider boelsmand Hans Hansen – der tidligere har faret til søs som tømmermand – ind i kroen, og da han hørte, hvor om der var tale, sagde han straks: “Jeg vil gå ud i båden til sandbankerne, når et par mand vil hjælpe mig”. “Ja, jeg går med for én”, råbte Peter Knudsen, der i samme øjeblik trådte ind tillige med sin svoger, “men vi må have en mand til”. “Det vil jeg være”, sagde boelsmand Peter Mathiessen. “Nej, du forstår ikke at føre en åre”, svarede Hans Hansen, “du er os mere i vejen, end du gør gavn; men er der ingen andre, der vil gå med, og som forstår at tumle en båd?” Da trådte Rasmus Jørgensen frem og tilbød at følge de 2 andre, og de 3 uforfærdede mænd gik nu ud i brændingerne med båden, medførende et sejl til denne og noget proviant, alt for det tilfælde, at de skulle drive til søs. Søerne kastede båden frem og tilbage, så den hvert øjeblik tørnede mod ruinerne af de omstyrtede huse og truede med at blive knust; men Rasmus Jørgensen sprang i vandet, støttede båden og lodsede den frem over de vanskeligste punkter, indtil det endelig lykkedes dem, ved forenede anstrengelser, og efter at have været udsat for den tredobbelte fare at båden kunne knuses mod ruinerne, kæntre eller drive til søs, at nå hen til sandbanken ved Engelbretsens hus, hvorfra de lykkeligt førte de 5 derværende forkomne mennesker tilbage gennem brændingerne til Østerby kro. Klokken var den gang over 11 om aftenen. Atter gik de tre uforfærdede mænd ud med båden til den sandbanke, hvor møller Duus, hans kone og pige vare, og under de samme farer som første gang bjergede de også disse 3 mennesker lykkeligt igennem den oprørte vandflod.

De 3 djærve redningsmænds navne vil man mindes på Kegnæs lige så længe som stormfloden den 13. november, og fortællingen om deres raske dåd vil bringe hjertet til at banke hos mangen yngling, der endnu ikke har set, om det mod, han føler i sit bryst, også vil stå sin prøve, når farens time kommer.

Mens Storhavets vældige bølger ødelæggende væltede sig ind over Hartsølavningen, rasede stormfloden med samme voldsomhed på den modsatte side af Kegnæs ved Lillehavet, og her var færgemand Danielsen og hans familie så fuldstændig blevet overraskede over vandets pludselige stigen, at færgehuset blev helt omringet af vand, inden de kunne være betænkte på at komme bort. At vove sig igennem de voldsomme brændinger og høje søer, der til alle sider omgav dem, ville have været den visse død; de måtte blive, hvor de var og ved vandflodens stadige stigning til sidst tye op på loftet i deres hus. Imidlertid skyllede de frygtelige søer ind i stuerne nedenunder dem, væltede bohavet og huggede de tungeste møbler med en sådan kraft mod stuemurene at flere af disse styrtede sammen. Angst og bæven greb de ulykkelige mennesker. Vandet vedblev at stige. Stormen rasede i sin fulde heftighed, og faren blev hvert øjeblik større. Atter knagede og bragede det omkring dem – det var to sidehuse, først det ene og siden det andet, der brast sammen i deres sammenføjninger og styrtede i ruiner, og nu huggede de vilde søer de løsrevne stykker heraf. Tømmer, bjælker og planker alt imellem hverandre, med en sådan voldsomhed at disse rystede i deres grundvold og til sidst i hele det ene hjørne styrtede sammen. Det var et rædselsfuldt øjeblik, og i den frygteligste dødsangst ventede de stakkels folk med hvert sekund, at hele huset ville styrte sammen, og at de ville blive begravede under ruinerne eller mellem disse førte ud i det åbne hav. Dog, Gud holdt sin hånd over dem, også dem var frelsen forbeholdt! Men det var først kl. 12 om natten, efter at de havde siddet på færgehusets loft fra kl. 11 om formiddagen, at det lykkedes Witzke fra Hjortholm med et par folk at komme igennem vandet ned til dem og få de stakkels forkomne og udmattede mennesker bragt til Hjortholm.

Det ville blive for vidtløftigt her at skildre alle de forfærdelige scener, som stormfloden fremkaldte på Kegnæs, men til det anførte skal endnu tilføjes, at 9 til 10 huse ligger fuldstændig i ruiner, 15 til 16 er i den grad beskadigede, at beboerne have måttet rømme dem, omtrent 25 familier er husvilde, og af de 250 familier, der bo på Kegnæs, er der kun 49, der ikke have lidt større eller mindre tab ved stormfloden.

Hvor frygtelige øjeblikke har det ikke været for så mange af de stakkels vandlidte, der måtte flygte fra hus og hjem, og se på hvorledes dette, med alt, hvad de ejede – frugten af hele deres livs arbejde og møje – opslugtes af de grådige bølger! Og endnu frygteligere øjeblikke var det for en del arbejdsmænd, der kom hjem til Østerby og så, at ikke blot deres hjem var blevet et rov for de frådende stormbølger, men som også savnede deres hustruer og børn. “Hvor vare de henne, vare de dødens bytte, eller vare de frelste?” Ingen kunne svare dem derpå; thi i den almindelige forvirring havde alle måttet redde sig, som de bedst kunne; der var ingen tid til at vente på slægtninge og naboer. Først den næste dag skulle oplyse mangen mand om, at hans hustru og børn endnu var i live og mangen familie om, at deres forsørger ikke var blevet dødens bytte her i denne forfærdelige stormflod.

Den tanke at yde hjælp til de stakkels mennesker, der ved stormfloden har mistet hus og hjem, ejendom og erhverv har straks grebet alle og har givet det skønneste eksempel på, hvad menneskelig godgørenhed formår, når kun den rette vilje til at hjælpe er tilstede. Rigeligt er bidragene alt strømmede ind til dem, den fattiges ringe skærv med den riges rundelige gave, og de trængende have alt erkendt sandheden i det gamle ord: “Når nøden er størst, er hjælpen nærmest”. Men er end den øjeblikkelige nød for en del afhjulpen, så står den hårde vinter nu for døren, og mange ville måske bukke under i nød og elendighed, når der ikke endnu rækkes dem en hjælpsom hånd. Men når vi alle rækker dem hver den skærv vi selv kan undvære, da vil vi med mange bække små gøre en stor å, og bevidstheden om vor gerning vil give os tifoldig løn for alt, hvas vi tager fra os selv for at lindre nøden for de stakkels vandlidte.

CET 20.01.2022