Slide9
Slide1
Slide6
Slide9
Slide8
Slide4
Slide9
Slide2
Slide5
Stf 153

VESTERMØLLE (VINDMØLLE)

Møllens anlæggelse

Vestermølle er bygget som stubmølle i 1716 og er således den ældste mølle på halvøen. Den lå smukt med udsigt over hele Kegnæs.

Møllens ejere

En af de første møllere hed Johan Nissen og var fra Stenbjerg sogn på Angel. 1796 overdrog Johan Johansen, sønnen, møllen til Rasmus Johansen der døde 1798. Vestermølle havde til at begynde med kun bevilling til rugmaling og måtte tage hver 20. skæppe i told. Til gengæld skulle mølleren uden persons anseelse male kornet, eftersom det bliver indleveret, og vejr og vind tillader det og male det, så han kan forsvare det. 1779 fik Jørgen Johansen fra Varnæs koncessionen. Han var en broder til mølleren i Havnbjerg, Peter Johansen. Jørgen Johansen fik 1791 tilladelse til at opføre en ny vindmølle på Højkobbel i stedet for den gamle, der lå på Møllebjerget mellem Vestermark og Sønderby. Johansen døde 1820, men forinden var koncessionen blevet overdraget til sønnen Johan Jørgensen Møller.

Af overdragelsesdokumentet fremgår det, at forældrene skal have følgende naturalier i aftægt: en ko, en gris, et får og to høns, 4 tdr. »brød«, 4 tdr. grynbyg, en td. boghvede, malt, kogeæter, hør og tørv. Skulle aftægtsfolkene blive syge, skal de passes med vask og renlighed. Dør manden først, får konen noget mindre i aftægt. Bliver manden enkemand, og han tager sig en anden kone, som overlever ham, så får hun også en lille aftægt. 

Johan Jørgensen Møller overdrog senere møllen til Christen Jensen Grau fra Fruelund. stubmøllen, som også blev kaldt rugmøllen (e rowmøll), nedbrændte 1832. To år efter rejstes en solidere, rørtækket hollandsk mølle af Chr. Grau. Han solgte møllen til Jakob Petersen fra Brandsbøl som ejede Vestermølle 1836-50. Jakob Petersen døde 1864. Han afløstes af Nicolai Jørgensen (født 1846 død 1877), men møllen blev få år efter købt af Jakob Petersens søn Hans Petersen Møller, der i 1887 overdrog den til sønnen Jacob Petersen Møller. Ved genforeningen købtes møllen af Kresten Kristensen (født 1874), der kom fra Skive-egnen.

Modernisering af møllen

Møllen blev moderniseret flere gange. I 1926 indlagdes en 22 HK motor. I 1927 begyndtes sigteri og grynmølleri. Møllens vindfang var 36 alen med svans og selvsvikker. I 1942 blev den øverste del af Vestermølle nedrevet Kun den nederste del står endnu og benyttes i sommertiden til lejlighed.

Møllens storhedstid

I årene omkring 1862-72 havde Vestermølle sin glanstid og den daværende møller skal da have udtalt, at hver gang vingerne gik en omgang, havde han tjent en skilling.